Åbent DM i skakproblemløsning 2006 Tilbage til forsiden

I forbindelse med Kulturby København 1996 afholdtes i Brøndbyhallen en stort opsat international skakturnering, og i tilknytning til denne afholdt Dansk Skakproblem Klub for første og indtil i år eneste gang "Det åbne Danmarksmesterskab i Skakproblemløsning". Turneringen blev vundet af den litauiske stormester i nærskak Eduardas Rozentalis, mens nr. 2 Lars Larsen som bedst placerede dansker fik titlen "Danmarksmester i Skakproblemløsning 1996". I år har man så genoptaget det nævnte koncept i forbindelse med nærskakturneringen Copenhagen Open, også kaldet Politiken Cup, der blev afviklet på Quality Hotel i Høje Taastrup. Atter stod Dansk Skakproblem Klub for arrangementet, men dette blev fornemt bistået af Københavns Skak Union.
"Det åbne Danmarksmesterskab i Skakproblemløsning 2006" fandt sted den 25. juli – som for ti år siden og som ved problemklubbens årlige turnering med 18 opgaver, der skulle løses inden for to timer. Rigtig løsning gav 2 point, så maksimum var 36 point. Ved ligestilling var det en fordel at aflevere sin løsning så tidligt som muligt.
Årets turnering fik følgende resultat:

  1. FIDE-mester Geir Sune Tallaksen, Norge, (ELO: 2356), der scorede maksimum 36 point (på bare 1 time og 8 minutter)
  2. Jakob Nielsen, Brøndbyernes Skakklub, (DK-rating: 1746), 36 p. (1.26)
  3. Aage Dalstrup Olsen, Randers Skakklub, (ELO: 2115 – DK-rating: 2078), 32 p. (1.46)
  4. Sofus Christiansen, (DK-rating: 1652), 32 p. (1.48)
  5. Bent Martin Muus, (DK-rating: 2000), 32 p. (1.54)
  6. Vidr Havik, Norge, (Norsk rating: 1754), 24 p. (1.37)
  7. Oddmund Sande, Norge, (Norsk rating: 1825), og
  8. Bjørn Enemark, (DK-rating: 1700) begge 20 p. (2.00)
  9. David Palvig, (DK-rating: 1238), 10 p. (1.49).
Som bedst placerede dansker vandt Jakob Nielsen titlen "Danmarksmester i Skakproblemløsning 2006".
Problemløserturneringen fandt sted om aftenen kl. 19.45 – 21.45 på Quality Hotel, og der var kun anmeldt 5 deltagere, men i sidste øjeblik dukkede 4 op, der vist alle boede på hotellet. Imidlertid er det Dansk Skakproblem Klubs intention fremover at arrangere turneringen i forbindelse med den årlige Copenhagen Open, og det er DSK's håb, at deltagerantallet vil stige, som turneringen bliver bedre kendt – hvortil kommer, at DSK i hvert fald i den nærmeste fremtid grundet en god økonomi vil være i stand til at annoncere pæne præmier.

Kaare Vissing



Fra venstre: nr. 2, Jacob Nielsen, vinderen Geir Sune Tallaksen, Norge, og nr. 3, Aage Dalstrup Olsen