Asiatisk skak på gade og marked v/ Claus Qvist Jessen Tilbage til forsiden

Asiatisk
skak
på gade
og
marked


Af Claus Qvist Jessen

Trykt i Dansk Skak Unions medlemsblad,
Skakbladet, nr. 10, 2000





Kvinde iført Makales traditionelle klædedragt
Gadeskak er om noget en eksponent for den "folkelige" interesse for skak og derfor normalt noget, man vil forvente at opleve i lande med langvarige og stærke skaktraditioner.
Det kan jo næppe undre, at man i Rusland og Ungarn har stolte traditioner for på den vis at kombinere friluftsliv og intellektuelle udfordringer, mens man næppe ville forvente at opleve gadeskak på højt niveau i Sydøstasien. Ligesom baseball og stangspring er skak jo normalt noget, der spilles, når folk har en vis fritid og lyst til at bruge den konstruktivt, og fritid ligger det ofte lidt tungt med i de fleste tredjeverdenslande. Og skulle det endelig ske, spiller man som regel fodbold eller badminton på de kanter.
Men der findes heldigvis stadig overraskelser i skakkens verden, og i det ellers meget lidt skakinteresserede Sydøstasien viste især Filippinerne sig at være en rimeligt skakinteresseret nation. At der netop på Filippinerne er en vis tradition for brikflytteri, kan ikke undre, når man husker tilbage på al publicityen omkring 78-matchen mellem Karpov og Korchnoi. Siden fik arrangøren, en alternativt tænkende gut ved navn Florencio Campomanes, lov til at styre FIDE i en række turbulente år, og inspirationen derfra er altså også nået helt ned på gadeniveau til den menige filipino.


Filippinske gadeopgaver

Uden for Manila synes der ikke at være noget organiseret klubliv overhovedet, men den slags detaljer afholder ikke folk fra at have en sund interesse for spillet, hvilket jeg især oplevede i byen General Santos i den sydøstlige del af den politisk meget urolige, muslimsk dominerede ø Mindanao. En af de første dage havde jeg i baglokalet hos en glarmester gjort kål på en hel hær af meget ivrige, men knapt så talentfulde lokale spillere, men helt sjovt blev det først den aften, da jeg skulle forlade øen for pr. fragtbåd at drage til Indonesien.
Dér, midt på hovedgadens brede fortov af murbrokker og jordskælvsplagede cementfliser, stod pludselig en stor flok mennesker, og midt inde i mængden sad en ca. 25-årig mandsperson på en lille taburet med et stort spil foran sig, og på det spil var opstillet følgende stilling:


Diagram 1: Mat i to træk!


Aha, spottede den danske Sherlock: "en opgave"! Mat i to fik jeg oplyst, og så kunne man for en indsats på 10 pesos (2 kr.) forsøge at udregne løsningen, og hvis man ramte rigtigt, vandt man den fyrstelige præmie af 20 P.
Den slags udfordringer kan man jo ikke sige nej til, så jeg plantede mig og min alt for tunge rygsæk lige over for opgavestilleren og gik så i krig med dagens mentale gymnastik, alt imens de lokale fortsatte med at gætte sig til løsningen. Efter fem-seks forgæves forsøg fra tilskuerne (a 10 pesos!) stoppede de dog og ventede i stedet på, hvad den fremmede mirakelmand kunne finde på af narrestreger.
Det tog et kvarter, før jeg havde mit forslag klar: Ld-b6, og til alles undren havde den ukendte turist nu vundet den fyrstelige nettosum af 10 pesos. For at være fair mente jeg så, at den lokale mester fortjente en revancheopgave, og hvis han løste den, var vi kvit. Derpå møblerede jeg lidt rundt på de forvoksede brikker og endte med at præsentere ham for det mest kreative, jeg sådan lige på stående fod kunne komme i tanker om: en gammel klassisk tretrækker af det for længst hedengangne geni Sam Loyd:


Diagram 2: Mat i tre træk.


Den kostede ham en del hovedbrud, men stor var min overraskelse, da han fandt førstetrækket Tf4, og endnu større var overraskelsen, da han efter sorts Kxg3 også fandt ud af at lade Hvid rokere i andet træk! Det havde jeg ærlig talt ikke regnet med, så hans "udligning" var fuldt fortjent. De efterhånden mange tilskuere var ellevilde, og flere af entusiasterne klappede ligefrem ad heltene.
Men der var stadig lidt tid tilbage, inden min fragtbåd skulle sejle, så jeg foreslog mesteren,
at vi droppede de videre opgaver og i stedet tog et par "rigtige" partier med hinanden om de standardiserede 10 pesos pr. parti. Han accepterede, men da røgen en time efter lettede, havde han fået sig et par solide buler i sit ry som lokal stormester. Spil til et mål og 2-0 til Danmark, hvorefter jeg pænt takkede for kampen og spurtede af sted til den ventende plimsoller med min fyrstelige gevinst (4 kr.!) i baglommen.


Skak med forfædrenes ånder

Fragtskuden bragte mig sydpå til den indonesiske ø Sulawesi, hvor der minsandten også var et blomstrende, lokalt skakliv på gaderne, både i Manado og længere sydpå på den centrale del af øen, i det såkaldte Tanatorajaområde, en kristen enklave i det ellers muslimske land og med rette berømt for de aparte begravelsesceremonier. De kristne i regionen tror stadig i meget høj grad på forfædrenes ånder, og når nogen dør, skal afdødes ånd helst følges af ånderne fra et stort antal rituelt slagtede vandbøfler og svin. En Tanatorajaceremoni minder derfor mere om et stort og blodigt, men meget festligt grillparty end en stiv og højtidelig, vestlig begravelse.
At skakspillet også er nået til denne åndrige region viste sig ud over gadespillene ved det ugentlige lokalmarked i Makale. Foruden at rumme de sædvanlige boder med alskens ting lige fra tyggetobak og hjemmedyrket chilipeber til uundværlige plasticspande var der, midt på dyremarkedet, søreme endnu en skakfreak, denne gang med to opstillede opgaver foran sig:



Diagram 3: Mat i tre træk.


Diagram 4: Mat i tre træk.



Nyindkøbt gris, som helt klart ikke var tilfreds
med transportformen.
Som i General Santos var fordringen, at man skulle sætte den sorte konge mat i det foreskrevne antal træk, hér altså tre. Indskuddet var 2000 rupiahs (2 kr.), mens gevinsten i tilfælde af succes ville være tre pakker cigaretter og en æske tændstikker.
For en stund glemte jeg det fotogene mylder af tobakssælgere og svineprangere omkring opgaverne og hengav mig til de to tretrækkere, begge brygget efter samme asiatiske læst som gadeopgaven fra Filippinerne med en forvirrende stor, hvid overvægt som følge af en million obskure underforvandlinger undervejs og kun en enkelt sort officer til at forsvare den sagesløse sorte konge. Den ellers så ypperlige europæiske tradition med at minimere brikantallet er vist aldrig nået til Asien, i øvrigt meget symptomatisk hvis man lytter lidt til den lokale popmusik. Ordet "svulstig" har en lidt anden klang i Asien.
Jeg prøvede og prøvede, men fandt under stort opbud af nysgerrige publikummer aldrig løsningerne til nogen af opgaverne, så jeg undlod at gætte. Flere lokale forsøgte sig i mellemtiden med diverse ikke særligt gennemtænkte forslag, men heller ingen af dem var i stand til at grave sig gennem opgaverne. De mange patfælder syntes at være den hurdle, de fleste rendte ind i, og opgavestilleren spandt guld på, at de lokale spillere ikke tog ved lære af hinandens fejl. De plumpede ustandseligt og med samlede ben ned i de samme varianter, alle sammen.


En time efter var jeg tilbage, og da var de to første opgaver blevet udskiftet med to andre:



Diagram 5: Mat i tre træk.


Diagram 6: Mat i tre træk.

Også de fik en chance, uden at jeg af den grund kom videre, hvilket heller ingen af de lokale gjorde, så opgavestilleren hentede sig en helt fin fortjeneste den dag; masser af rupiahs og ingen gevinster at udbetale. Og så kan opgaverne jo genbruges til fremtidige markedsdage.
Efter hjemkomsten blev alle fire "uløselige" tretrækkere præsenteret for Danny Kristiansen fra Dansk Skakproblem Klub, som efter lidt
computergymnastik kunne konkludere, at opgaverne er både korrekte og uden biløsninger. Danny mener dog ikke, at opgaverne opfylder de gængse betingelser om skønhed og økonomi, men de er dog korrekt stillede, og interessante i kraft af deres lidt alternative fremtoning.
Prøv selv, og skulle det smutte, er løsningerne at finde her.