Nya drag v/ Lars Falk Tilbage til forsiden

I et nr. af det svenske Schacknytt (1988/9) har jeg fundet nedenstående artikel af Lars Falk: Nya drag (oversættelse: Bjørn Enemark)

I en filosofisk artikel fandt jeg for mange år siden en diskussion om hvad man forstår ved et spils regler. Som eksempel valgte forfatteren at behandle hvad der ville ske, hvis hvid starter et skakparti med 1. h2-h3 og sort pludselig påstår at trækket er ulovligt. Som argument kunne han anføre, at dette åbningstræk aldrig forekommer i turneringer og derfor formodentligt er forbudt. Dette forekom mig meningsløst og grundlagde en foragt for akademisk filosofi, som desværre endnu ikke er forsvundet. Naturligvis ved alle skakspillere da hvilke træk der er tilladt.
En turneringsspillers første reaktion er at henvise til reglerne, men spørgsmålet er om det er tilstrækkeligt. Det burde være simpelt at formulere reglerne på en uangribelig måde, men FIDE's regelkommission har arbejdet i mange år på den opgave uden at opnå den nødvendige præcision i formuleringen. Efter at have læst reglementet overraskede hollænderen Max Pam for nogle år siden med en helt ny rokade og hans landsmand Tim Krabbé, forfatter til den underholdende bog "Chess Curiosities", anvendte ideen i nedenstående problem:

Tim Krabbé, Schaakbulletin 1972

Mat i 3 træk

Hvid skal naturligvis rokere, men til hvilken side? Alle tre! Efter 1. e7 gxf3, 2. e8D Kd3, 3. 0-0-0# bliver der mat efter lang rokade. Hvis sort i stedet vælger at slå med kongen, sætter hvid mat mat med kort rokade: 1. e7 Kxf3, 2. e8T! d4, 3. 0-0#. Men hvis sort i stedet spiller 2. - Kg2? Først da røber hvid hensigten med at forvandle bonden til tårn. Han sætter mat med Pam-Krabbé-rokaden:
1. e7 Kf3, 2. e8T Kxg2, 3. 0-0-0-0#!
Trækket er i fuld overensstemmelse med reglerne, i det mindste som de var formuleret i 1972. Hverken K eller T måtte være flyttet tidligere i partiet og det har det nyfødte tårn på e8 klart nok ikke nået. Rokade var så defineret som et træk udført ved at gå to felter med K i retning mod T, det vil sige til e3, hvorpå tårnet skulle placeres ved siden af kongen men på modsat side, på e2. Resultatet bliver den usædvanlige og smukke matstilling.
Problemet vakte naturligvis opmærksomhed og rokadereglen blev så småt ændret: der tales nu ikke længere om "et tårn" men om "et af tårnene på samme række", men det fjerner ikke effekten af Krabbés værk. På næste kongres må man nok tage stilling til følgende studie, som sætter spørgsmålstegn ved om vi overhovedet ved, hvornår kongen står i skak.

Robert Norman, Chess 1988

hvid vinder

Hvid må anvende sin bonde for at angribe kongen eftersom sort kan opbygge en fæstning med 1. Dh2 Sd7+, 2. Kf5 Sf8! Den eneste mulige gevinstplan er derfor 1. g6! Trækket synes risikabelt med tanke på dobbeltskakken: 1. g6!! Sd7, 2. Kf7 Sxe5, men der er grund til at være urolig. Hvid har nemlig den brilliante parade 3. g7!! Trækket er fuldt reglementeret og man kan bare være forbavset over at andre spillere ikke tidligere har set det. I FIDE's regler §9.1 står [stod] der at K står i skak når "det felt den står på angribes af en eller to af modstanderens brikker". Sagen er klar: hvid kan parere dobbeltskakken ved at pådrage sig en tredje skak! I fortsættelsen er det derfor udelukkende sorts konge, som befinder sig i skak: 3. g7!! Kh7, 4. g8D Kh6, 5. Dg7#. En vigtig finesse i matsætningen er, at den hvide konge dækker damen mod tårnets angreb. Hvordan ville turneringslederen mon have reageret, hvis denne parade var blevet anvendt i en stormesterturnering eller en VM-match. Som det er nu risikerer vi at hængerøvene i FIDE skriver reglen om, så kongen står i skak når den angribes af "en eller flere brikker". Men for den iderige er der sikkert stadig nye træk, hvis man orker at stave sig gennem FIDEs regelsamling.