Hjernevrideren (fra TD 2 / 1978) v/ Jan Mortensen Tilbage til forsiden

"Von der Stirne heiss rinnen muss der Schweiss"
Schiller: Das Lied von der Glocke.

Intet overgår en problemvens begejstring, når han dybt begravet i en vanskelig opgave befinder sig i en anden verden, fortæller Theo Schuster i Engelhardts Schach-Taschen-Jahrbuch 1960. Jeg havde udskrevet en løserturnering i en skakspalte, og som så mange andre læsere forsøgte en forretningsmand i Württemberg at finde løsningen. Lørdag aften blev stillingen stående på skakbrættet, og tidlig søndag morgen, mens han endnu var i natskjorten, begyndte vor ven påny at beskæftige sig med opgaven. Hans kone kom med morgenmaden og sagde: "Jeg tager hen og besøger D., din middagsmad står i køleskabet, og i aften kl.9 er jeg her igen". Endelig kunne han få fred til at hellige sig sin opgave:

Hans Ott
Løserturnering Lausanne 1957
#4 12+4
Løsning

Stillingen så tillokkende ud, men alle hans forsøg var forgæves. Vor ven glemte helt, at det var søndag, for ikke at tale om middagsmaden. Hans kone kom først hjem ud på natten. "At han muligvis stadig var i gang med sit skak, regnede jeg nok med", fortalte hun mig senere, "men at han sad der i sin natskjorte, som da jeg gik om morgenen, det havde jeg alligevel ikke ventet".
Allerede ordet skakproblem viser jo, at en skakopgave er bestemt til at løses. Heraf følger, at vanskelighed er en vigtig egenskab ved en opgave, men en opgave har også mange andre kvaliteter. En opgaves vanskelighed må ikke være købt på skønhedens bekostning. Loyd lægger en overdrevet vægt på begrebet vanskelighed. Han har endog en gang ladet en problemturnering foranstalte, hvor dommen udelukkende beroede på gennemsnitsløsningstiden, der var anvendt af et større antal løsere (efter J. Jespersen: 320 danske skakopgaver, indledningen).
En løsnings vanskelighed er altid et relativt begreb, skriver K. Howard i sin bog The Enjoyment of Chess Problems, og fortsætter: Den opgave, der kan falde overordentlig vanskelig for én løser, kan en anden finde let. Den øvede løser finder hyppigt straks den idé, som forfatteren ønsker at illustrere, og dette fører hurtigt til opdagelsen af nøglen og de vigtigste fortsættelser. Den mindre øvede løser, der forsøger sig frem, baserer sin opfattelse af en opgaves vanskelighed på den tid, som han tilfældigvis har behov for for at finde løsningen.
En af de mest attråværdige former for vanskelighed opstår, når opstillingen skjuler opgavens idé selv for den erfarne løser. Undertiden er udgangsstillingen udarbejdet med det formål at vildlede løseren og lokke ham til at søge efter et andet tema end det, der i virkeligheden findes i opgaven. Et andet moment, som forøger en opgaves vanskelighed, er tilstedeværelsen af en eller flere bestikkende løsningsmuligheder, som kun afværges ved skjulte sorte forsvar.
En opgaves almindelige fremtoning kan virke tiltrækkende eller frastødende på løseren, og de fleste forfattere bestræber sig på at udarbejde en så tiltalende stilling som muligt. I forrige århundrede anså man det for ønskeligt, at en opgave havde et partilignende udseende, og med det formål for øje tilføjede man brikker, som ikke tog del i løsningsforløbet. Der er et langt spring fra denne skik til nu - tidens krav om økonomi med hensyn til det anvendte materiale.
Indviklethed må ikke forveksles med vanskelighed. Mange komplicerede stillinger kræver en betydelig tidsmæssig indsats af løseren, så han kan opfatte formålet med og sammenhængen mellem brikkerne, men så snart han har fundet ud af dette, bliver løsningen åbenbar for ham. Dette er bl.a. tilfældet ved komplekse totrækkere.
Samuel Loyd forsøgte ved enhver lejlighed at fange den daværende verdensmester Steinitz med sine skakopgaver. Engang fik han den idé at udfordre Steinitz til et problem-væddemål: Loyd skulle komponere en opgave i kortere tid, end det ville tage Steinitz at løse den. Væddemålet blev antaget uden tøven, og i løbet af 10 minutter havde Loyd stillet nr. 2 op på brættet.

Samuel Loyd
N.Y. Evening Telegram 1885
#3 3+7
Løsning

Men Loyd havde gjort regning uden vært, for Steinitz var endnu hurtigere, i løbet af 5 minutter havde han fundet løsningen. I virkeligheden er opgaven heller ikke særlig vanskelig, selv om der er en del varianter. Steinitz omtalte senere opgaven "venligt" som en god opgave, der viser tegn på et spirende talent, Loyd fik dog hævn et par måneder senere, da han væddede med Steinitz om, at denne ikke kunne løse nr. 3.

Samuel Loyd
Mirror of Amer. Sports 1885 V.
#4 8+8
Løsning

Efter en halv time sagde Steinitz, at han havde løst opgaven. Loyd opfordrede ham til at skrive løsningen op og omhyggeligt at gennemgå løsningen endnu en gang. Efter yderligere 5 minutters betænkning sagde Steinitz, at han stod ved sin løsning og gav Loyd følgende træk: 1. Ld6 L ~, 2. Lf8, 3. Lxg7, 4. Lxf6#. Derefter viste Loyd ham det skjulte sorte forsvar 1. - Lh1, 2. - g2, 3. Lxg7 pat. Loyd publicerede senere opgaven under mottoet "Stuck Steinitz", hvilket betyder noget i retning af Steinitz på limpinden. Steinitz tilgav aldrig Loyd denne opgaves publicering, selv om han selv havde været villig nok til at lade historien om problemvæddemålet cirkulere i skakverdenen. Bl.a. trak Steinitz sig ud af New York Chess Club, hvor han var æresmedlem, fordi Loyd var klubbens formand, og bragte forskellige angreb på Loyd i sit blad International Chess Magazine.