(fra TD 84) | v/ Henrik Juel | ![]() |
Bevispartier er en af de mest populære former for retro-opgaver for
tiden. Fordringen BP24.5 betyder, at løseren skal finde det korteste
parti hvis slutstilling er identisk med diagramstillingen. Ligesom i
hjælpematter oplyses det hvor lang løsningen er, her 24.5
træk (dvs. 24 hvide og sorte træk plus et hvidt træk). Det
kan virke lidt håbløst, men her gives et eksempel på
løsningsprocessen for en nylig opgave af en af de bedste komponister
af bevispartier, ukraineren Frolkin (opgave 1).
Diagram: nr. 1 Andrej Frolkin Die Schwalbe 1995 ![]()
|
Vi starter med at kigge på bondestillingen. Sort har slået a7xb6 og b7xc6,
og da hvid mangler to brikker, må de være de eneste sorte slag. Hvid har
slået c2xd3 samt enten f2xg3 eller h2xg3. Den sorte e-bonde må være
slået på e-linjen, og herudover mangler sort sin Lc8 og h-bonde. Hvid
må have slået c2xLd3 og en sort officer ved h2xg3, hvorefter sort har
forvandlet sin h-bonde til samme officer på h1.Officeren kunne være D, T
eller S, men når man betragter de sorte tårne i diagrammet, virker det
mest troligt at gætte på T.
Nu kan vi tælle de sorte træk op, idet vi tilstræber så
få træk som muligt: Ta8-a3g3, Lc8-a6-d3, Dd8-c8-b7, Ke8-f7, Lf8-d6-e5,
Sg8-f6-e4-g5, Th8-h1, a7xb6, b7xc6, f7-f5-f4-f3 og h7-h5-h4-h3-h2-h1T-Tg1, hvilket
netop giver de 24 træk, der er til rådighed. Hvis hvid havde slået
D eller S på g3, ville det have krævet flere sorte træk.
Hvid mangler sine a- og f-bønder, men de kan ikke være slået som
bønder på b6 og c6, så de må være forvandlede. a-bonden
er forvandlet på a8 efter at sort har spillet axb6 og Ta8-a3-g3. f-bonden er
forvandlet på e8 efter at have slået f6xBe7, og efter at sort har spillet
f7-f5 og Ke8-f7.
Kan den oprindelige hvide dronning være slået på b6 eller c6? Det er
ikke troligt, at den er kommet ud via e1, for det kræver mange hvide træk;
og hvis den var kommet ud over c2, ville hBd3 spærre for det sorte træk
Ta3-g3. Så lad os antage, at diagrammets hDa8 er den oprindelige, mens den hvide
a-bonde er forvandlet på a8 og slået på c6. Kan en oprindelig hvid
springer være slået på b6? I så fald skulle hvid have
forvandlet til springer på e8, og det ser ud til at kræve for mange hvide
træk. Det er mere troligt, at hvid har ført den forvandlede bonde fra e8
til slag på b6.
Med disse gæt kan vi nu tælle de hvide træk op, idet vi igen
tilstræber så få træk som muligt: Dd1-a4-a8,
Sg1-f3-e5-g6-e7 eller lignende, Th1-h4-e4-e8 eller lignende (Th1-h8-e8 går ikke),
a2-a4-a5-a6-a7-a8D-Da4-c6, c2xd3, f2-f4-f5-f6xe7-e8T-Te6-Tb6 (e8D går ikke) og
h2xg3, hvilket netop giver de 25 træk, der er til rådighed.
Med de 49 enkelttræk nogenlunde fastlagt kan vi prøve at stykke dem
sammen til et parti. Hvid kan starte med Bf2 eller Sg1, mens sort kun har Sg8 til at
begynde med, så hvid må hurtigst muligt skaffe sort nye
trækmuligheder: 1 f4 Sf6 2 f5 Se4 3 f6 Sg5 4 fxe7 f5 5 Sg1 ~? Kf7 6 e8T. Nu
tager det to træk at få det forvandlede tårn til b6, og de
tilsvarende sorte træk kan ikke være f4 og h5, for så kan hTh1 ikke
slippe ud; og de kan heller ikke være et af disse samt Ld6, for det gør
Te6-b6 umuligt straks (hS skal gemmes til ventetræk mens sort spiller
Ta8-a3-g3). Derfor må sorts næste træk være Ld6 og Le5,
hvilket bestemmer vejen for hTh1: h6-e6-e8. Vejen for hSg1 mod e7 kan ikke gå
via g6 (spærring for hT), heller ikke via f5 (der står en sB, der skal
gemmes til ventetræk mens hvid spiller Th1-h6-e6) og ej heller via c6 (dette
felt skal bruges til slag); vejen må derfor gå via d5, hvilket
fastlægger hele vejen: h3-f4-d5-e7.
Nu kan vi fortsætte partiet fra 5. Træk: 5 Sh3 Kf7 6 e8T Ld6 7 Te6 Le5
8 Tb6 axb6 9 Sf4 Ta3 10 Sd5 Tg3. Hvis hvid trækker a4, løber sort
tør for træk, så vi må fortsætte: 11 hxg3 f4 12 Th6 f3
13 Te6 h5. Nu er a4 til gengæld nødvendigt, så hvid får en
forvandlet D til c6 i tide: 14 a4 h4 15 a5 h3 16 a6 h2 17 a7 h1T 18 a8D Tg1 19 Da4
Thh1 20 Dc6 bxc6. Efter disse genvordigheder går de sidste træk lettere:
21 Te8 La6 22 Se7 Ld3 23 cxd3 Dc8 24 Da4 Db7 25 Da8. Opgavens tema er hvide
forvandlinger med efterfølgende slag af de forvandlede brikker, paradoksalt
efterfulgt af at oprindelige brikker af samme typer spilles til forvandlingsfelterne.
Det sidste gøres også af sort på a1, hvilket supplerer smukt.
Ellers er det mest indtryksfulde aspekt den entydige vandring af hS fra g1 til e7.
Den beskrevne løsningsproces kan anbefales for bevispartier generelt:
Først gennemføres en enkel retrograd analyse, som viser hvilke
træk der må være sket. Så leder man efter en samling af det
givne antal træk, der kan føre til diagramstillingen. Og til sidst
prøver man på at stykke trækkene sammen til et parti. Det er
tilladt at antage, at opgaven er korrekt, herved kan man ofte udelukke
trækfølger, der umuligt kan gøres dualfri; men ligesom
hjælpematter i gamle dage er bevispartier desværre ofte ukorrekte. Af
andre løsningskneb kan nævnes, at bønder ofte slås på
deres udgangsfelt (for at spare træk), og at små entydige
trækfølger ofte bruges til at få tiden til at gå.
Løsning af bevispartier kombinerer den barske retrograde analyse med den
søgning efter muligheder, der kendes fra løsning af hjælpematter;
og så har man naturligvis den sædvanlige glæde ved at have
knækket en nød.
Hvis læseren skulle have fået blod på tanden, kan han prøve
kræfter på en anden opgave af samme forfatter med samme tema, eller
på en helt anden type opgave.
Diagram: nr. 2 Andrej Frolkin Die Schwalbe 1995 ![]()
|
Diagram: nr. 3 P. Leroy Europe Echecs 1996 ![]()
|
Prøv selv, og se så løsningerne.