In memory of Mircea Manolescu, Rumænien ved Bjørn Enemark Tilbage til forsiden

Mircea Manolescu (1938-06-09 – 2003-03-14) var Rumæniens "grand old man" inden for problemskak: int. dommer 1982, FIDE-mester i komposition 1992, medlem af PCCT, holdkaptajn ved WCCT, med-redaktør og arbejdshest ved BULETIN PROBLEMISTIC, organisator, etc.
I løbet af næsten 50 år komponerede og publicerede han over 300 opgaver af meget høj kvalitet, især #2 og #3, men også #n, H#, S# og fantasiopgaver.
Over 50 førstepladser!
Ved Portoroz-konferencen i efteråret 2002 deltog Mircea som nestor for det rumænske hold. I Quick Composing opnåede han 4. HO for en #2. Et meget venligt menneske. Han var i selskab med sin hjertelige hustru Marina, der ikke talte et ord engelsk. Jeg havde fornøjelsen at tilbringe nogen tid sammen med dem og de øvrige rumænere. Ved den afsluttende banket glædede han mig med en af sine egne bøger, "PROBLEME DE SAH", hvorfra opgave 1 er hentet.

Opgave 1
Mircea Manolescu
2-3 Pl. Campionatul National 1962
#3 C+ 13+12



Vis løsning

Manolescu-temaet, navngivet efter denne opgave:
I mindst to varianter med samme trussel giver de samme sorte forsvarstræk forskellige matter.

Og så kan jeg supplere med en samarbejdsopgave med ham fra efteråret 2002, i forlængelse af Portoroz-konferencen. Jeg havde lavet en miniature H#3 til "hans" blad med et nydeligt kamæleonekko. Han gjorde ekkoet perfekt, sparede en bonde, der kun medvirkede i den ene variant, og fik idealmatter. Han foreslog mig publicering under begges navne, og jeg sagde glad og stolt ja tak. Den nåede at komme med i det sidste nummer, han redigerede.

Opgave 2
Bjørn Enemark & Mircea Manolescu
Buletin Problemistic 2002
H#3 B: Lg3->g4 C+ 3+3



Vis løsning

Kamæleonekko, idealmatter